VEDTÆGTER FOR

ASSOCIATION DES ANCIENS ELEVES DU LYCÉE PRINS HENRIK -
LYCÉE FRANÇAIS DE COPENHAGUE

(Prins Henriks skoles gamle elevers Forening)


Version française



§1 Foreningens formål

At give medlemmerne mulighed for at drage social, kulturel og professionel nytte af de gennem skolegangen på Prins Henriks Skole, den Franske Skole i København, etablerede relationer: vedligeholde og styrke de på den Franske Skole knyttede bånd samt skabe nye kontakter til andre forhenværende elever fra den Franske Skole i socialt, kulturelt og professionelt øjemed.

§2 Medlemskab

Som medlem kan optages enhver forhenværende elev over 18 år fra Prins Henrik Skole, Det Franske gymnasium i København. De nye studenter fra hver årgang tilbydes medlemskab skriftligt ved deres afgang fra skolen.

§3 Eksklusion og udmeldelse

Et medlem kan ekskluderes ved bestyrelsens enstemmige beslutning. Medlemmet har krav på en begrundelse og kan forlange bestyrelsens beslutning forelagt en (eventuel ekstraordinær) generalforsamling til godkendelse eller forkastelse. Udmeldelse af Foreningen sker skriftligt til bestyrelsen.

§4 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i ethvert anliggende.

§5 Den ordinære generalforsamling

Den ordinære generalforsamling, der skal afholdes hvert år i januar måned, indkaldes af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til hvert af medlemmerne med mindst 14 dages varsel. På dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal optages følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning
3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
4. Behandling af eventuelle forslag
5. Valg af to bestyrelsesmedlemmer og én suppléant
6. Valg af revisor
7. Fastsættelse af kontingent for perioden frem til næste ordinære generalforsamling
8. Eventuelt

§6 Den ekstraordinære generalforsamling

En ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af foreningens medlemmer, såfremt mindst ¼ af foreningens medlemmer indgiver anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af årsagen hertil. Indkaldelsen sker med mindst 8 dages skriftlig varsel til medlemmerne.

§7 Afstemningsregler

På generalforsamlingen er det muligt at stemme ved skriftlig fuldmagt, dog kan hver af de fremmødte kun have én fuldmagt.
Dirigenten fastsætter afstemningsmåden under hensyntagen til følgende punkter:
- De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed.
- Afstemninger foregår ved håndsoprækning, med mindre noget medlem forlanger skriftlig afstemning.
- Til vedtagelse af beslutninger om ændringer i loven kræves, at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer stemmer derfor.

§8 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 4 medlemmer, der vælges til 2 år ad gangen. Hvert år vælges 2 medlemmer af bestyrelsen, i henhold til den ved den stiftende generalforsamling vedtaget forskydning. Afgående medlemmer kan genvælges. Straks efter generalforsamlingen træder bestyrelsen sammen og konstituerer sig med en formand, næstformand samt en sekretær og kasserer, der godt kan være samme person. Bestyrelsen leder og repræsenterer foreningen i alle anliggender med ansvar overfor generalforsamlingen. Bestyrelsen afholder møder så ofte formanden finder det påkrævet eller når 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Beslutning træffes i tilfælde af afstemning ved almindelig stemmeflerhed, idet formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed. For at der kan træffes gyldig beslutning, skal mindst 3 af bestyrelsens medlemmer være tilstede. Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og fordeler selv opgaverne mellem sine medlemmer.

§9 Kontingent

Kontingent betales et år forud til kassereren eller til en anden af bestyrelsen delegeret person. Hvis et medlem skylder foreningen mere end et års kontingent og hvis dette ikke er betalt senest 14 dage efter skriftlig påkrav, er bestyrelsen forpligtet til at erklære medlemmet for udelukket, indtil kontingentet er betalt.

§10 Regnskabet

Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.
Kassereren fører regnskab med foreningens indtægter og udgifter. Bortset fra en passende arbejdsbeholdning af kontanter og midler på postgirokontoen, anbringes foreningens midler efter bestyrelsens nærmere bestemmelser. Regnskabet revideres af en revisor, der vælges på den ordinære generalforsamling for et år ad gangen. Regnskabet med billag tilstilles senest 14 dage før den ordinære generalforsamling revisoren, der derefter senest 8 dage før generalforsamlingen efter foretagen revision overgiver regnskabet med påtegning om revision til formanden, der sørger for, at regnskabet behørigt underskrives og fremlægges i overensstemmelse med §5.

§11 Foreningens hjemsted

Foreningen er hjemmehørende i Frederiksberg, samme kommune som Prins Henriks Skole.

§14 Foreningens opløsning

Stilles der på generalforsamlingen forslag om foreningens opløsning og denne vedtages, indkaldes der til en ny generalforsamling, med forslaget om opløsning som eneste punkt på dagsordenen. Dersom på denne generalforsamling ikke mindst 4 medlemmer modsætter sig opløsningen, er denne vedtaget. I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens midler Prins Henrik Skole.



Version finale des statuts du 4.01.2001 (Sidste version af 4.01.2001)